• Nille Bech

AT LÆNE SIG IND I SIN EGEN SKØNHED

Opdateret: feb. 12

En tekst af Mette Rose Nielsen, Cand.pæd.phil. om min tilgang til kunsten, udstilling Butterflies & Pussytales og den dertilhørende bog af samme navn.







AT MØDE NILLE

I forbindelse med udstillingen Butterflies and Pussytales har jeg mødt Nille Bech i hendes dejlige hjem på Fyn. Med en lige så skarp sol på terrassen som den skarphed hendes refleksioner er gjort af. En samtale med Nille Bech kræver, at man lader sig falde ind i en hastig og oprørt strøm. Kroppen må indstille sig på at blive vægtløs og flyve af sted med tanker, der henter indhold fra fortid og nutid og fremtid. Fra havens æbletræer og en levende kærlighed til sprog, maleri og de mennesker, hun holder af. Fra rastløs nysgerrighed og til, hvad Nille Bech opfatter som hendes arbejdes treenighed, mødet mellem kunstværket, livserfaringen og materialet. Tanker om menneskeheden. Alt sammen næsten på én gang.



En samtale med Nille Bech er også at befinde sig i et skrøbeligt øjeblik, hvor strømmen kortvarigt falder til ro og lytte til, hvor alt dette liv kommer fra. At blive menneske eller kvinde sammen med Nille Bech. I en enkelt sætning eller et penselstrøg.

For det er sådan, jeg føler det i dette møde. Jeg befinder mig i et rum mellem grænseløs livskraft og behovet for at afgrænse sig. Som Nille udtrykker det; At fortabe sig uden at være fortabt, at tvivle uden at fortvivle.


FRI TIL FORTOLKNING

Og jeg har fået æren af at kunne fortolke frit fra dette møde gennem tre udvalgte sommerfugle fra udstillingen og to så forskellige filosoffer som kropsfænomenologen Hermann Schmitz og oplysningens bannerfører, filosoffen Immanuel Kant. Men først og fremmest er det æren af at være inviteret indenfor i Nilles synergetiske rum. Der hvor vi med Nilles ord må stille os åbne og modtagelige. Hvor nye nuancer og erkendelser opstår. Hvor summen af kunstneren og betragteren bliver til noget helt tredje.

Nille Bechs kunst opstår fra møder og mellemrum i treenigheden af den levede erfaring, materialet og selve værket. Alle tre indgår de i, hvad Nille kalder en spiraliserende proces af sammentrækninger og udvidelser. Intensitet og fokus efterfulgt af refleksion. Der er hele tiden møder på spil. Møder, mellemrum og synergi.



KVINDESKØD OG SOMMERFUGLE

Og således skaber Butterflies og Pussytales også rum for et møde mellem kvindeskødet og sommerfuglen. Mellem den levede erfaring –en krop vi kan mærke - og sommerfuglen som symbol. For en sommerfugl er ikke bare en sommerfugl. Og et kvindeskød er ikke bare en fysiognomisk indretning.


Ved første øjekast er sommerfuglen det skønne, det lette og det bevægelige. En skønhed, der vækker tillid. En skønhed vi læner os kontemplativt ind i. I den symbolske metamorfose forvandler den sig fra larve til puppe til sommerfugl. Basker med de papirtynde vinger og overskrider tyngdekraften. Og derfor tør vi gå tættere på værkerne. Vi tør se rigtig godt efter.





Det viser sig, at sommerfuglene gemmer på historier fra kvindeskødet. Mere præcist er der tale om 50 kvinders fortællinger om seksualitet og skam. Fotos af kønslæber, vulva, yoni, fisse - In your face! -og uden instagram-filter, som transformeres fra kropslige traumer til glæde og værdighed gennem vinger, antenner og sommerfuglekroppe. Sommerfuglen som symbol skal gøre det usynlige synligt.

BÆRER AF DET HELLIGE

Kvindeskødet er helligt, mytisk og bæreren af liv. Det deler skæbne med den bibelske Eva og kvinderne efter hende –at føde børn i smerte. Liv-moder. Fødslen er begyndelsen på et liv. Kort eller langt. Med smerte og glæde og chok og ekstase. Med dagligdagens nødvendighed og gentagelse. Nogle gange sprækker skødet. Nogle gange er det barnløst. Nogle gange skælver det. Denne jordens og livets nødvendighed, som sommerfuglen som symbol kan overskride med dens frie flagren. Et møde mellem nødvendighed og frihed.

Udstillingen Butterflies and Pussytales bliver derfor et møde mellem den levede erfaring, den mærkede krop, og symbolet. Mellem nødvendigheden, tyngdekraften og friheden. Og i min fortolkning, mellem fænomenologi og metafysik.





DEN MÆRKBARE KROP

Filosoffen Hermann Schmitz´s nye fænomenologi er netop en ode til den mærkbare krop og den umiddelbare levede menneskelige erfaring. Her er plads til kvindekød og kvindeskød. Blodårer, menstruation og svulmen. Børnefødsler og elskov. Overgreb og at blive grebet. Længslen efter fugt og angsten for at miste det kvindelige. Omdrejningspunktet for det levede liv er, hvad Schmitz kalder vitalkraften. Vitalkraften er menneskekroppens dynamiske akse, hvorfra al erfaring af den mærkbare krop og den levende erfaring udgår. Et uendeligt pulsslag af rørelser og følelser. En måde at være i verden på. Ikke en måde at tænke sig at være i verden på. Præcis som Nille Bech insisterer på sansningen før tænkningen. Og som Nille raser mod pornoficeringen af kvindekroppen, raser Schmitz mod den vestlige intellektualismes reduktionistiske objektificering af kroppen i det hele taget, som om det menneskelige subjekt var et værdineutralt objekt. Som var skødet blot en fysiognomisk indretning. I stedet gøres menneskelige følelser til fænomener. Følelserne griber ind i den mærkbare krop gennem en affektiv ramthed, nemlig som et brud på den almindelige tilværelses glidende varen. Vi bliver ramt af følelser bedst som livet leves uden de store udsving.


Et indbrud af noget nyt. Som når de saftige, røde sommerfuglevinger for sidste gang lader det hellige blod løbe fra sig og mærker angsten for, at vingerne mister deres farve og ældes. For at blive overflødiggjort og dømt til at være urørt. Som når lette, isblå sommerfuglevinger svulmer op i ren ekstase og livskraft, berørte af tilværelsen, forelskelsen og fulde af styrke. Med dette brud sker en sammentrækning af vitalkraften, hvor alt står stille og mennesket bringes tilbage til sig selv. Sin subjektive kendsgerning. Nemlig at mennesket er. Og så enkelt er det. Det er her, nu, væren, dette, jeg. Og jeg kan ikke være andre end mig. På godt og ondt.





SMERTEN

Og det gør netop ondt, når vi indlader os på den sorte sommerfugl. Med knækkede og asymmetriske antenner. Med aftryk af noget, der ligner grove hænder. Sorte og mørkeblå hænder med dybe lilla skygger, der har fejet støvet af sommerfuglens vinger, og grådigt gemt det i hændernes usynlige hulning. Vil du have den højre eller den venstre? Som en magt, der bestemmer om vi har lov til at flyve eller ej. Brændemærker på de krogede fingre, der sikrer ejerskab over sommerfuglens ubesværede lethed. Vi råber i kor: ”Det er ikke fair!”. Men det er et brændemærke. Og der var engang, hvor det brændemærke var et indbrud i varen. Den affektive ramthed kan ikke gøre sig til herre over retfærdighed og uretfærdighed. Her er det let at fortvivle, og ikke blot tvivle. At føle sig fortabt frem for at fortabe sig i det skønne.


”Alle sorger kan bæres, hvis de gøres til en fortælling”, sagde Karen Blixen engang.

Vi har brug for en fortælling, så sorgen ikke farer vild. Så sommerfuglens antenner igen kan finde vej. Hvis vi er kommet på fortabelsens og fortvivlelsens afveje kan vi søge tilflugt i Nilles rum. Mellemrum af synergi og tillid, hvor de tunge tanker, indtryk og følelser igen kan håndteres med lethed og bevægelighed. Rum, hvor vi møder os selv fordomsfrit. Men også rum, hvor vi har mulighed for at forvikle os ind i hinanden, og dermed ikke længere bære sorgen alene eller al livskraften kun for vores egen skyld. Her kan vi transformere fortællingen om skødets traume til en ny fortælling om, hvordan sommerfuglen formåede at løfte sig fra tyngdekraften og nødvendigheden mod skønheden og friheden.





EN VERDEN MELLEM NØDVENDIGHED OG FRIHED

Med oplysningsfilosoffen Immanuel Kant kan vi opfatte kunsten som en undersøgelse af livets mening og formål. Af verdens teleologiske indretning. Begrebet om teleologi kommer fra det græske telos, som betyder formål. Med andre ord må verden være indrettet med et formål, der peger ud over det nødvendige fysiske liv mod en metafysisk eller en moralsk verden. Denne stræben kan kunsten udtrykke gennem frembringelsen af genstande og værker. Værket kan samle enkeltstående erfaringer, tanker, objekter og fænomener til en helhed. Et udtryk. Kunsten kan placere os i en verden mellem nødvendighed og frihed. Den kan løfte os, så vi gennem fortællinger, analogier og symboler kan skabe en mening i det meningsløse, som vi kan være fælles om og dele med hinanden. En mening med de indbrud, vi oplever. Med sorgen og glæden. Hvor absurd eller enkeltstående noget måtte synes at være, indgår det i en større fortælling om menneskeheden.


Symbolet bruger vi, når vi mangler ord. Når ord som apical, subapical og tornus nok kan hjælpe os med at inddele sommerfuglens vinger i videnskabelige klassifikationer, men ikke formår at udtrykke sommerfuglens skønhed. For sommerfuglens skønhed lader sig ikke klassificere og bestemme under sådanne videnskabelige regler. Det, som skødet ikke kan finde ord for, som er gemt og forstummet, kan sommerfuglen give vinger og gøre synligt gennem fortællingen. På den måde kan vi se os selv som både sort, isblå og rød sommerfugl. Som humaniteten i den enkelte, og ikke blot som enkelt subjekt i en verden omsluttet af mig selv og for mig selv. Og derfor bliver kunsten også et moralsk projekt, fordi for Kant er det skønne symbol på det gode.





Nille Bech fortalte mig, at hun ønskede at give kvinden rum eller mulighed for at læne sig ind i sin egen skønhed. Og det er netop det, hun gør. På godt og ondt. Rød sommerfugl, sort sommerfugl, isblå sommerfugl. Nilles synergetiske, tillidsfulde og forviklende rum og mellemrum løfter kvindernes fortællinger ind i en næsten metafysisk sfære af skønhed, hvor de bliver almengyldige. I kunsten kan vi se hinandens fortællinger i vore egne, og derfor bliver vi menneskelige. Vi bliver til beboere af rum og mellemrum, hvor vi kan læne os ind i hinandens skønhed med glæde og værdighed. Og det er stort. Det er større end dig og mig til sammen.

Nille Bech danish artist                                               want to connect follow me on

  • Facebook Clean
  • NilleBech